ROCA Industry 50 år – ejerne om rejsen og fremtiden
I år fylder ROCA Industry 50 år. Et markant jubilæum for den familieejede virksomhed med base i Tyresö, som er aktiv på 65 markeder verden over. Ejerne Hans Lindbohm og Magnus Eriksson ser tilbage på rejsen og deler deres tanker om fremtiden.
Da vi mødes, er stemningen, som meget andet hos ROCA Industry, uformel og ligetil. Magnus’ dværgtax Luigi insisterer på at blive kløet på ryggen under interviewet, men samtalen mister ikke fokus. Og på spørgsmålet om, hvad der gør ROCA Industry til noget særligt, kommer svaret hurtigt:
"Det er først og fremmest menneskene. Engagementet, samarbejdet og viljen til altid at gøre sig umage. Det mærkes også i passionen for virksomheden og i stoltheden over de produkter, vi udvikler og tilbyder. Tilsammen skaber det en kultur, hvor erfaring, kvalitet og troen på fremtiden går hånd i hånd", siger Magnus, der er operativ chef i ROCA Industry.
”Behagelige at arbejde sammen med”
Kunderne mærker tydeligt resultatet af engagementet, mener Hans og Magnus. Den generelle opfattelse på markedet er, at ROCA ”er behagelige at arbejde sammen med”, som Magnus formulerer det. Kunder og samarbejdspartnere værdsætter virksomhedens serviceniveau, tilgængelighed og pålidelighed:
"Når vi påtager os en opgave, følger vi den til dørs og holder kunden løbende orienteret. Vi er innovative og har udviklet flere produktlinjer på baggrund af direkte input fra kunderne. Noget, de uden tvivl sætter pris på", siger Magnus. Hans, der er administrerende direktør i ROCA Industry, tilføjer:
"Vi vil bygge og pleje langsigtede relationer med kunderne".
Da vi spørger ind til milepæle eller begivenheder, som Hans og Magnus ser tilbage på med særlig stolthed, fortæller Magnus en næsten 10 år gammel anekdote:
"Jeg sad på en restaurant i Sandviken i det nordlige Sverige sammen med en sælger, og vi kom til at tale om vores vinduesbeslag. Jeg forstod ikke, hvorfor de var så små og enkle. Det var rene lavprisprodukter med en slutpris på 1-2 kroner. Så jeg spurgte sælgeren, om vi sammen med vores tekniske afdeling kunne udvikle et nyt sortiment inden for vinduesbeslag. Svaret var ”ja”, og i dag udfordrer vi de store virksomheder i nichemarkedet med vinduesgreb, vindueslåse og andre flotte tilbehørsprodukter. Så flotte, at vi ved, at stadig flere arkitekter vælger os frem for de store spillere".
Imens vi taler har Luigi fundet en bold at lege med, og Magnus fortæller om et møde med ROCA Industrys største forhandler i Asien for mere end ti år siden. Her skulle han sætte sig ind i et lokale med otte kritiske japanske forretningsfolk, som nærmest krydsforhørte ham:
"De havde hverken mødt eller hørt fra ROCA i flere år, så de frygtede, at vi ville forsvinde. Men jeg lykkedes med at genopbygge tilliden, og i dag har vi et solidt samarbejde".
Hårde tider i starten af 2010'erne
Som Magnus antyder, har ROCA Industry været igennem hårde tider – især da han og Hans begyndte at engagere sig i virksomheden. Først som eksterne konsulenter og senere som ejere. Tiden omkring overtagelsen i begyndelsen af 2010’erne var, som Magnus siger eftertænksomt, ”helt særlig”:
"Dengang, i 2011-12, var virksomheden kørt fast. Stemningen var dårlig, den interne kommunikation fungerede ikke, og pengene var sluppet op. Økonomiafdelingen kunne ikke svare på, om vi var likvide. Så vi måtte selv tjekke kontoen og også skyde egne penge ind for at sikre virksomhedens overlevelse".
Virksomheden skulle omorganiseres og slankes:
"Vi måtte tage den store kost frem, men det var desværre nødvendigt. Dagens ROCA har ikke meget til fælles med virksomheden, som den så ud dengang. De fleksible og omstillingsparate medarbejdere fra den tid er stadig hos os i dag. Resten er gået videre – enten af egen drift eller efter vores opfordring".
At komme styrket igennem dagens økonomiske usikkerhed
I skrivende stund er verdensøkonomien spændt til bristepunktet. Militære konflikter og væbnede kampe flere steder i verden, truslen om en toldkrig mellem USA og resten af verden samt andre usikkerhedsfaktorer skaber et klima, hvor det er svært at planlægge langsigtet. Men Hans og Magnus ser alligevel optimistisk på fremtiden – især takket være ROCA Industrys høje innovationstakt og medarbejdernes kompetencer:
"Vi har tillid til den enkelte medarbejders evne til at træffe beslutninger. Vores økonomi er stærk, så vi fortsætter med at investere, mens andre bliver mere defensive", siger Magnus.
Ifølge Hans er målet for ROCA Industry at handle og tænke langsigtet, vokse stille og roligt samt fortsætte med at bygge og pleje langvarige relationer til kunder, leverandører og virksomhedens medarbejdere.
"Så kommer ROCA Industry også til at fejre jubilæer som det her i fremtiden", afslutter Hans – næsten på kommando bakket op af Luigi, der giver et bestemt bjæf præcis, da interviewet slutter.